Indledning:
Agger tange er et af de mest kendte spots når det kommer til undervandsjagt på vestkysten. Udover at være et usædvanlig smukt område, er det også et af de bedste steder at gå på uv-jagt i Danmark.
Hvor skal jeg parkere bilen?
For enden af Lange Mole vej finder du en stor parkeringsplads. Den er ikke til at overse da vejen stopper her. Udover at det er meget tæt på havet og molen er der også gode toilet-faciliteter. Går du op af klippen på billedet får du samme udsigt som vises øverst.
Hvad skal jeg være opmærksom på
Uv-jagt på vestkysten indebærer som regel dårligere sigt og stærkere strøm. Dette opvejes af det dyreliv du finder her, men som altid gælder det om at være opmærksom på vejret. Dette gælder specielt ude for enden af molen.
Der kan også stå fiskere langs molen samt ude på spidsen. Undgå at svømme frem og tilbage i et område tæt på lystfiskere.
Hvilke fisk du kan møde
Min egen erfaring siger mig, at du kan fange de fleste fisk her. Der er forholdsvis få fladfisk, men det er ikke usædvanligt at støde på dem. De fleste undervandsjægere der tager til vestkysten er efter havbars, multer og hummere. Havbars og multen er sæson-fisk. De findes typisk fra juli-oktober og forsvinder lige så hurtigt som de kom. Derudover er der også gode muligheder for at fange de mere "almindelige" fisk du normalt støder på når du dyrker uv-jagt. Jeg har skudt flotte havørreder, mørksej, lubber og torsk samt en hummer på over 3 kilo.
Hvilket sted på molen er bedst?
Er hummer målet for din uv-jagt kan de findes langs hele molen. jeg har fundet dem helt ned til 1 meters dybde. Personligt foretrækker jeg en dybde på 3 meters vand ved Agger-tange. Jeg ser sjældent store fisk langs molen, men havørreder har jeg et par gange skudt her.
Er du på jagt efter pelagiske fisk skal du svømme helt ud til spidsen af molen. Her er omkring 8 meters dybde og massere af liv. Dette er et af de steder, hvor det giver god mening, at tage en længere harpun med. En harpun fra 75-95 anbefales, da de pelagiske fisk i Vesterhavet ofte er større. Der findes næsten ikke noget værre end at gå glip af en rekordfisk fordi din harpun ikke har kraft eller rækkevidde nok. Hvis du mangler en harpun der egner sig til uv-jagt på vestkysten kan du finde inspiration her: Harpuner.
Når du kommer ud til spidsen vil der næsten altid være pæne lubber og mørksej. De store holder sig lidt i baggrunden - ofte på 6-7 meters dybde lige inden sandkanten starter. Havbars og multer er også jævnligt forbi spidsen af molen. Er du mere til hulejagt kan du finde pæne torsk, selvom der efter min mening ikke er lige så mange som der var for nogle år siden.
Konklusion:
Der er en grund til, at Agger-tange er et populært spot til uv-jagt. Stedet er let tilgængeligt og den lange mole give massere af muligheder for at fange hummer, taskekrabber eller torsk. Er du på jagt efter pelagiske fisk anbefaler jeg at du fokuserer på molehovedet.