Introduktion

Hvor succesfuld din uv-jagt er, afhænger i høj grad af, om det er sæson for undervandsjagt. I denne blog vil jeg forklare, hvornår på året du har de bedste forudsætninger.

Hvornår er det sæson for undervandsjagt?

En af de vigtigste faktorer, der påvirker din sæson for undervandsjagt, er vandtemperaturen. De fleste starter deres sæson omkring maj måned, hvor vandet typisk er omkring 10 grader. Mange af de fisk, der søger ud på dybt vand når vandet bliver koldt, begynder at vende tilbage til kysten. I de varme sommermåneder hvor vandet er over 15 grader, vil du finde det bedste fiskeri samtidig med, at fiskene har en flot kondition. Sæsonen slutter for de fleste omkring oktober måned. I vintermånederne kan vandtemperaturen falde til under 5 grader, hvilket gør det meget vanskeligt at dykke og jage.

Sæson for specifikke fisk på uv-jagt

Selvom sæsonen for mange starter omkring maj måned betyder det ikke, at du ikke kan finde fisk tidligere. Enkelte fisk som havørred kan findes året rundt og pighvar kommer også helt tæt på kysten fra april måned. Din sæson afhænger altså i høj grad også af, hvilke fisk du er på jagt efter. 


Hvis du skal på undervandsjagt, er det altså en god ide at beslutte, hvilken fisk du primært er på jagt efter. Her skal du selvfølgelig vælge en fisk, der er sæson for. I april måned giver det meget bedre mening at lede efter pighvar i forhold til havbars, da du skal være ualmindelig heldig for at finde sådan en. 

Der kan være stor forskel på spisekvaliteten af en fisk, alt efter hvornår på året du støder på den. En havørred der lige har været oppe at gyde, bør du holde dig fra. De er så tynde at de ikke er værd at spise - akkurat som de fleste fladfisk du finder før de varme sommermåneder hvor de har haft tid til at spise sig store og tykke. 

Kan man dyrke undervandsjagt udenfor sæsonen? 

Ja, det kan du sagtens. Du skal bare forberede dig på, at du ikke ser lige så mange fisk. Dette er dog ikke ensbetydende med, at du ikke får en god oplevelse. Det er altid en stor oplevelse at se hvad der sker under havets overflade, og det er samtidig en god ting at holde sin træning ved lige. 

Hvis du vil dyrke undervandsjagt udenfor sæsonen er det vigtigt, at du har en tyk neopren våddragt, så du kan holde varmen. Du kan læse mere om vores dragter her: 7mm våddragt til uv-jagt i koldt vejr

Konklusion

Det er bedst at dyrke undervandsjagt om sommeren, men kan i teorien dyrkes hele året rundt, hvis du har det rette udstyr. Vil du hjemtage fisk så fokuser på de arter der er i sæson. Selvom der udenfor sæsonen ikke er så mange fisk, kan du stadig få en god oplevelse og samtidig holde dig i form til sæsonen starter. 

19. maj, 2023 — Nikolaj Bersang

Skriv en kommentar

Bemærk venligst at, kommentarer skal godkendes inden de vises